Det sker 09.10, når hendes Delta Air-fly lander i Kastrup. Først var hjemrejsen, som hun selv betaler, planlagt til 11.35 med stop over Tyskland, men den afgang satte en tysk arrestordre en stopper for. I stedet går turen nu direkte til København fra Atlanta i USA.
Den meget omtalte enlige mor, der er den første dansker nogensinde, som danske myndigheder har udleveret til retsforfølgelse i et land uden for EU, glæder sig til at komme hjem, fortæller hendes advokat Michael Juul Eriksen.
"Nu skal hun hjem og se sin datter," lyder det fra forsvarsadvokaten til Newspaq.
"Først skal vi have hende igennem lufthavnen, derefter skal hun se sin datter, som er i plejefamilie. Så der bliver også lige nogle praktiske ting, som skal ordnes, så hun kan få hende hjem allerede i morgen," fortæller han.
Hvorvidt den narkosigtede kvinde vil søge om erstatning for den meget spegede sag, er endnu ikke på plads.
"Vi skal tale om, hvad vi skal foretage os og finde ud af, hvad der er foregået med hensyn til de danske myndigheder, og hvorvidt hun skal søge erstatning," siger Michael Juul Eriksen, der selv er rystet over sagens forløb.
"Der er så mange myndigheder, der har fejlet - både i Danmark og USA. Derfor er hun blevet kastet rundt som en brik i et politisk spil, og sagen er endt med at være en katastrofe for myndighederne. Og det er selvfølgelig også ulykkeligt, at det her har kostet så mange år af hendes liv," lyder det fra forsvareren.
Narkosagen i USA er blevet erklæret forældet, men anklagemyndigheden har valgt at anke afgørelsen.