Der kan være fyresedler på vej til ansatte i butikker, byggemarkeder og i handelsvirksomheder i 2010.
For til trods for skattelettelser og rekordlav rente, har danskerne endnu ikke fået pengene op af pungen.
Først i 2011 begynder det at lysne. Sådan lyder meldingen fra DI Handel, der repræsenterer 2.000 virksomheder og butikker inden for både detail- og engroshandlen.
"Det kommer til at lyde på rationaliseringer og indskrænkninger. Og nogle af de første rationaliseringer bliver ført ud i livet nu, så ikke mindst første halvdel af i år bliver hårdt," siger branchedirektør Lars William Wesch fra DI Handel.
Indtil videre har handelsbranchen ikke mærket meget til større købekraft fra de danske forbrugere - trods skattelettelserne.
Branchen har heller ikke mærket nogen nævneværdig effekt af regeringens renoveringspulje på én milliard kroner til boligforbedring i form af beskæftigelse hos forhandlere af byggematerialer.
I efteråret var 300.000 danskere beskæftiget i handelsbranchen - det er 25.000 færre end året før. Det svarer til, at otte procent af arbejdspladserne er forsvundet.