Når der er dømt fest fredag aften, er det ikke kun fest, dans og scoringer, der hører sig til de unges druk-kultur.
Mange unge mellem 16-20 år har fået problemer med vennerne på grund af alkohol. Og det er især de unge kvinder, der har problemer med omgivelserne, når alkoholen kommer indenbords.
Det viser en ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse.
Næsten halvedelen af pigerne og lidt over en fjerdedel af fyrene har oplevet venneproblemer, når de har været fulde. Og dét give dem panderynker, forklarer ekspert.
"De er ikke så bekymrede for at blive involveret i ulykker eller komme galt afsted i trafikken. Men at komme op at skændes med kammeraterne, det er noget, som de udtrykker meget stor bekymring for," siger Jakob Demant, adjunkt ved Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet, ifølge dr.dk.
Jakob Demant har forsket i, hvad alkohol gør ved unges venskaber. Han mener, at problemerne hos pigerne skyldes, at de har meget tætte venskaber.
"For pigerne er der måske en endnu højere grad af tæt venskabskultur, og derfor kan det være så meget mere fatalt, hvis der opstår et problem - og det er derfor de registrerer det tydeligere," siger han.
Danske unge har europarekord i druk. Det dokumenterede en stor undersøgelse blandt 15-16-årige i mere end 30 europæiske lande i 2003.