"Den der praksis med at kalde sig kræftens BEKÆMPELSE, hvis de ikke bekæmper kræft, er det så ikke at bilde folk noget ind."
Sådan skriver Suzanne Bjerrehuus på sin Facebook-profil, skriver bt.dk.
Bjerrehuus, der selv været halskræftpatient, kommer med sit udfald efter en uges massiv fokus på kræft på TV2.
I alt er der blevet samlet over 100 millioner kroner ind over hele 'Knæk Cancer' ugen, der sluttede med et indsamlingsshow lørdag aften.
- Knæk Cancer ugen er slut nu, så jeg tillader mig at spørge: Hvilke forskningsresultater har Kræftens Bekæmpelse fået ud af deres millioner og atter millioner af kr. gennem mange år?, skriver Bjerrehuus.
I Kræftens Bekæmpelse kalder man angrebet fra Suzanne Bjerrehuus for uhørt og uretfærdigt.
- Jeg synes, det er helt ude af proportioner. Vi udvikler ikke medicin og behandlinger, for det koster milliarder af kroner, så det tager medicinalindustrien sig af. Men vores forskningsenhed var for eksempel dem, der opdagede, at HPV-virus kan udvikle sig til livmoderhalskræft, og derfor blev der udviklet en vaccine, siger forskningschef Jørgen H. Olsen til bt.dk.
Af organisationens hjemmeside fremgår det, at 48 kroner ud af hver 100 kroner, der samles ind, går til kræftforskning.
Kræftens Bekæmpelse finansierer 50 procent af den offentlige forskning i kræft, men det er ikke kun kræftbehandling, forskningen koncentrer sig om, siger forskningschefen.
- Forebyggelse er jo mindst lige så vigtig, så vi kan undgå de mange kræfttilfælde. Her har vi forsket i farerne ved asbest, UV-stråler fra solen, rygning kost og motion. Og jeg er ked af kritikken fra Bjerrehuus, for normalt opfatter folk os jo som en organisation, de kan have tillid til, siger Jørgen H. Olsen til bt.dk.