To dages møder mellem Chelseas træner, Avram Grant og klubbens direktør, Peter Kenyon, har ført til en trænerfyring. Det oplyser klubben i en kortfattet meddelelse på sin hjemmeside:
- Chelsea Football Club kan bekræfte, at kontrakten med manager Avram Grant er ophørt i dag. Det sker efter to dages møder. Alle i Chelsea takker Avram for hans indsats, siden han tog over som manager i september, skriver klubben.
Årsagen er formentlig Chelseas nederlag til Manchester United i Champions League-finalen i onsdags, som Manchester United vandt efter straffesparks-konkurrence. I Premier League endte den ambitiøse klub som nummer to - blot to point efter netop Manchester United.
- Vi vil nu koncentrere os om at finde en ny manager for Chelsea, og vi har ingen yderligere kommentarer, før dette er sket, skriver klubben.
Grant blev træner for Chelsea i september 2007, da han overtog efter José Mourinho. Inden Chelsea-tiden var han træner for en række israelske hold. Han overtog landstrænerjobbet fra Richard Møller Nielsen i 2002. I 2006 blev han teknisk direktør i Portsmouth, inden han kom videre til Chelsea.