"Jeg synes, det skal være familiens afgørelse."
Sådan lød svaret fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), da han i dag blev spurgt om, hvad han mener om, at familiemedlemmer til den unge mand, der for nylig blev et uskyldigt offer i bandekrigen, vil bærer den dræbtes kisten ned gennem Nørrebrogade i morgen.
"Før i tiden så man andre steder i landet, at familie og venner gik efter rustvognen i et optog. Det er ikke noget, der generer mig. Jeg synes, det er familiens afgørelse, hvordan de vil tage afsked med et familiemedlem," sagde statsministeren til Berlingske Tidende.
Ligtoget begynder i morgen klokken 14.00 og går fra Nørrebro Station til Nørreport Station.
Den dræbte, den 25-årige Mustafa Shakir Hsownay, bliver efter ligtoget kørt til lufthavnen. Herfra vil han blive fløjet til Irak, hvor begravelsen skal foregå. Mustafa Shakir Hsownay var flygtning fra Irak og kom til Danmark med sin familie i 2002.
Umiddelbart inden drabet fredag d. 27. februar sad han i en bil på en parkeringsplads ved Mjølnerparken, hvor han pludselig blev ramt af en byge af pistolskud, selvom han intet havde med bandekrigen at gøre.
Gerningsmændene er endnu ikke anholdt.