Der er ikke mange kroner at hente i den nye skattereform for en dansk gennemsnitsfamilie. Socialdemokraterne mener, at reformen først og fremmest vil komme de højtlønnede til gode.
"Det er yderst marginalt, hvad der er blevet ændret i det forlig i forhold til, hvad regeringen lagde frem. Og det vil sige, at det er en hamrende skæv skattereform, som langt de fleste danskere vil føle er uretfærdig," siger politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S) til Newspaq.
"Det vil stadigvæk være sådan, at folk som har høje indkomster vil få udbetalt 1.000 kroner mere om måneden, mens ganske almindelige gennemsnitsfamilier kan tælle deres fremgang på hundredekronesedler," fortsætter han.
Socialdemokraterne bakkes op af formanden for fagforbundet FOA, Dennis Kristensen, der er nervøs for, at skattereformen er et udtryk for den manglende sikring af velfærden i Danmark.
"Opgaven med at sikre, at der er hænder, hoveder og midler nok, så vi for eksempel også kan give et stærkt stigende antal ældre nogle fornuftige vilkår om 10, 15 og 20 år bliver nu stærk besværliggjort, fordi pengene går til unødvendige ting til de bedst stillede danskere," siger han i en pressemeddelelse.
Regeringen og Dansk Folkeparti indgik søndag aften et skatteforlig, der blandt andet indebærer, at grænsen for betaling af topskat hæves til 390.000 kroner i 2010 og yderligere 18.400 i 2011.