Ritzau
Opdateret kl. 17:17
Over 92 procent af kurderne i Nordirak har stemt for en løsrivelse fra Irak ved mandagens folkeafstemning.
Det viser det officielle resultat ifølge en nedsat valgkommission i området med selvstyre.
Afstemningen har vakt vrede i Iraks hovedstad, Bagdad, og i nabolandene Iran og Tyrkiet, hvor der også er kurdiske mindretal.
Iraks premierminister, Haider al-Abadi, krævede tidligere onsdag, at de irakiske kurdere annullerer udfaldet af folkeafstemningen.
Det er et krav, hvis Iraks regering skal gå i dialog med den kurdiske ledelse i selvstyreområderne i den nordlige del af landet.
Parlamentet i Bagdad gav mandag Abadi mandat til at sende soldater til omstridte områder i regionen Kirkuk.
Samtidig opfordrer Iraks kurdiske leder, Masoud Barzani, Iraks centrale regering til at gå ind i en "seriøs dialog" i stedet for at true med sanktioner.
- Vi forsikrer det internationale samfund om vores vilje til at engagere os i en dialog med Bagdad.
- Folkeafstemningen har ikke haft til formål at fjerne grænsen mellem Kurdistan og Irak eller til at fastholde den som en urokkelig kendsgerning.
Sådan lød det i en tv-tale fra Barzani, før det endelige resultat af afstemningen var kendt.
Den irakiske regering har udelukket forhandlinger om en løsrivelse. Både Tyrkiet og Iran støtter Bagdad i en hård kurs over for kurdernes krav.
Bagdad bad i sidste uge andre lande om at indstille direkte flyvninger til de internationale lufthavne i Erbil og Sulaimaniya, i det territorium som styres af Kurdistans Regionale Regering.
Kurderne har sagt, at Iraks centrale regering ikke kan lukke lufthavnene i de kurdiske selvstyreområder.
Det vil gå ud over bekæmpelsen af den fælles fjende Islamisk Stat.
/ritzau/dpa