I løbet af de kommende år bliver Kina nødt til at eksportere 85 millioner job til lande, hvor lønnen er lavere, skrev cheføkonomen i Verdensbanken, Justin Yifu Lin onsdag på sin blog. Problemet er de stigende lønninger i industrien.

Et lands økonomiske udvikling betyder en konstant opgradering af virksomheder og deres teknologi. Det gælder for rige som fattige.

Kina har de seneste år haft en økonomisk vækst på omkring 10 procent, også gennem den finansielle krise, og landet vil formentlig fastholde væksten. Derfor bliver erhvervslivet nødt til at eksportere fabrikker, der kræver mange arbejdere til lande med lav løn.

Hvem skal overtage?

Der var engang for få år siden, hvor Kina selv var i stand til at levere uendelig mange billige hænder i endeløse fabrikshaller. Det samme gjaldt Taiwan. Det er slut nu.

Justin Yifu Lin spekulerer over, hvilke lande har tænkt sig at melde sig med arbejdskraft til de kinesiske fabrikker. Endnu har han ikke set tegn på den nødvendige udvikling.

Billig arbejdskraft findes i de mindst udviklede lande, og dem er der flest af i Afrika. Et land som Vietnam er allerede godt på vej til højere løn, og Cambodja og Laos er ikke folkerige stater.

Sker der noget?

Økonomen i Verdensbanken undrer sig over, hvorfor ingen synes at byde ind på en lukrativ aftale med kinesisk industri.

Naturligvis er der mange individuelle aftaler mellem virksomheder fra Kina og Indien af afrikanske iværksættere, men de er ofte rettet imod de afrikanske hjemmemarkeder og ikke internationalt.

Når erhvervslivet i Kina tøver med at flytte fabrikker til Afrika skyldes det 1) manglende social og politisk stabilitet 2) kulturforskelle 3) anden lovgivning på arbejdsmarkedet 4) dårlig infrastruktur 5) dårlig logistik 6) uudviklet erhvervsliv.

Udfordringen

Justin Yifu Lin mener, at afrikanske lande skal oprette særlige industriparker, som dem der har drevet arbejderintensive industrier som fodtøj, beklædning, forbrugerelektronik, motorcykler og møbler i Kina og andre Sydøstasiatiske lande.

Økonomen undrer sig over, hvorfor ledere i Afrika og andre lande med ledig og billig arbejdskraft ikke finder de industrier, der passer dem bedst og bliver Kinas og dermed verdensøkonomiens nye industriparker.