17 formodede tolke har henvendt sig til Danmark i forbindelse med tolkeaftalen, hvor der tilbydes asyl til afghanske tolke, der har hjulpet danske styrker. Det oplyser Forsvarsministeriet til DR Nyheder.
Selv om kun 17 ud af 195 afghanske tolke har henvendt sig, er forsvarsminister Nick Hækkerup (S) tilfreds.
- Det er mange, fordi systemet først lige er blevet etableret, og det giver grund til at tro, at den måde, vi har valgt at gøre det på, hvor tolkene selv henvender sig, virker, siger han til DR.
I maj præsenterede Nick Hækkerup en plan, hvor de afghanske tolke kunne få hjælp af Danmark. Planen blev støttet med et flertal af Folketinget med undtagelse af Enhedslisten og Dansk Folkeparti.
Syv afghanske tolke har henvendt sig direkte til forsvaret, mens ti har henvendt sig på den danske ambassade i Kabul i Afghanistan. Regeringen har været kritiseret for ikke at være opsøgende i forhold til at finde de tolke, der har arbejdet for Danmark.
Tidligere udsendte soldater har kritiseret planen, da de mener, at tolkene ikke tør henvende sig på blandt andet ambassaden af frygt for repressalier fra Taliban, der ønsker at kende tolkenes identitet. Men forsvarsministeren ser ikke andre muligheder.
- Hvis vi skulle rejse Afghanistan tyndt for at finde de mange tolke, ville der være en betydelig risiko for dem.
- Når vi kommer til en landsby og spørger, om tolken føler sig truet, risikerer vi at eksponere dem i forhold til Taliban. Derfor er det bedst for tolkene, at de selv henvender sig til os, siger Nick Hækkerup.
Han er fortrøstningsfuld i forhold til, at flere afghanske tolke henvender sig.
For nylig kom det frem, at forsvaret ingen anelse har om, hvad der er blevet af 37 afghanske tolke, der har arbejdet for de danske styrker i Afghanistan.
Uvisheden skyldes, at tolkene er hyret gennem det private amerikanske firma Mission Essential Personnel, der ikke reagerer på Forsvarets forespørgsler om tolkene.
/ritzau/