En 17-årig pige kunne trods advarsler ikke stå for fristelsen og drejede på nøglen, da hun fik lov til at sætte sig bag rattet i sin to år ældre brors bil.
Det kostede broren et brækket ben.
Uheldet skete, da den 19-årige mand var ved at fylde bagagerummet op med varer, skriver TV 2/Østjylland.
- Hun fik lov af broren til at sætte sig der, så længe hun ikke tændte for bilen. Men den fristelse kunne hun så ikke stå for, og da broren så forsøger at få fat på nøglerne, går hun i panik og trykker på speederen, fortæller kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Janni Lundager, til tv2oj.dk.
Bilen stod i bakgear og kørte ud over en kantsten og ned i en have. Undervejs faldt broren og blev kørt over med et brækket ben til følge.
Den 17-årige pige faldt ud af bilen, men slap uskadt. Til gengæld er hun nu sigtet for kørsel uden kørekort, oplyser politiet til TV 2/Østjylland.