2015 har på den ene side været karakteriseret ved et stort antal danskere, som har taget ansvar for at hjælpe andre, og på den anden side ved en "ulækker" retorik, som har mistænkeliggjort udsatte i samfundet.
Det mener den kendte forfatter og stifter af Huset Zornig, Lisbeth Zornig Andersen, som ser tilbage på året der er gået med en blanding af optimisme og ubehag.
- Det har været et år med danskere i splittelse. Den positive tendens er, at rigtig mange danskere - høje som lave - er trådt i karakter og har taget et civilt ansvar for at være noget for andre. Man kan se det i form af alle dem, der har meldt sig til at være frivillige her i julen. Der er mange om buddet. Samtidig er der er rigtig mange, der har gjort en indsats i forhold til flygtninge. Det synes jeg er meget fascinerende, og det venter jeg mig meget mere af 2016, siger hun til Avisen.dk.
"Ulækker" tone
Til gengæld er Zornig Andersen skuffet over, hvordan tonen over for udsatte er blevet mere grov.
- Den negative side er, at det officielle Danmark - politikere meningsdannere og folk, der har stor indflydelse - har sluppet den indre svinehund løs. Retorikken omkring flygtninge og indvandrere er blevet så ulækker inden for de sidste par år. Der bliver sagt ting nu, som man ikke kunne sige før. Uanset, hvor langt ude på højrefløjen, man er. Det urene er blevet stuerent på en ret ulækker måde. Jeg er bekymret for, hvordan det præger den almindelige danskers menneskesyn, siger hun.
Tendensen gælder ikke kun i forhold til flygtninge, men rammer i ligeså høj grad kontanthjælps- og dagpengemodtagere, som i følge Zornig Andersen bliver mistænkeliggjort på en urimelig og usund måde.
- Det er de udsatte, der står for skud, og det er blevet stuerent at mistænke alle, der har det svært, for at ville udnytte systemet. Den løsning vi har nu, er, at jo mere vi presser og skærer, jo mere vil folk sikkert arbejde. Det er jeg slet ikke er enig i.
Vil gerne arbejde
Virkeligheden er, at langt de fleste udsatte - både flygtninge og danske kontanthjælpsmodtagere - gerne vil arbejde og være til nytte, mener Lisbeth Zornig Andersen.
- Vi ser hos virksomheder, der ansætter udsatte mennesker, at de ofte er langt mere loyale, dedikerede og virkelig gerne vil. Det er en fantastisk ressource, som jeg håber flere danske virksomheder får øjnene op for, siger hun.
Men det kræver, at de udsatte borgere får en chance og nogle rammer, der passer til dem, pointerer Lisbeth Zornig Andersen. Og det er arbejdmarkedet langt fra gearet til i dag.
- Jeg kender rigtig mange som super gerne vil have et arbejde, men har behov for en fleksibilitet, der gør, at når de kan, så leverer de, og når de ikke kan, har de lov til at restituere. Men i dag har vi et "enten eller"-samfund, hvor målet er at komme i job på ordinære vilkår. Hvis vi skal prøve at blive endnu klogere i forhold til arbejdsmarkedet i 2016, så skal vi måske prøve at være mere fleksible i forhold til, hvad et job er, siger hun.
I følge Lisbeth Zornig Andersen er det i dag alt for svært at få tilkendt et fleksjob. Og når det endelig sker, er det ofte kompliceret at finde et arbejde, siger Zornig Andersen, som godt kan forstå, at virksomheder kan være forbeholdne over for at hyre skrøbelige ansatte, som har stået uden for arbejdsmarkedet i flere år og mangler erfaring.
Et tredje arbejdsmarked
Hvordan løser man problemet?
- Det idealistiske svar er jo, at vi har et samfund og et arbejdsmarked, der kan kompensere virksomheden, så den enkelte kan levere, præcis det, de han eller hun kan og ikke bliver presset yderligere. Det kræver tillid. Det største problem i dag i forhold til at hjælpe udsatte mennesker er, at der er så meget mistillid og frygt for misbrug af offentlige midler, siger Lisbeth Zornig Andersen.
Ifølge Lisbeth Zornig er det nødvendigt at lytte til, hvad den enkelte har mulighed for og så indrettet nogle jobs efter det. Det kan være svært for en almindelig arbejdsgiver, og derfor er der behov for at tænke i nye baner.
- Man bliver nødt til at have nogle halvstaslige arbejdspladser, der beskæftiger mennesker med udfordringer, som man er begyndt at se initiativer til i Sverige. For jeg tror ikke på, man skal presse arbejdsgivere til at tage mennesker, der er udsat på den ene eller anden måde. Og jeg tror heller ikke på, man skal presse mennesker med udfordringer ud i et job, som måske ender med at gøre dem endnu mere syge, siger hun og konkluderer:
- Jeg tror staten og samfundet bliver nødt til at starte et tredje arbejdsmarked ved siden af det private og det offentlige. Et halvoffentligt.