Mandag eftermiddag valgte den kendte forfatter og stifter af Huset Zornig, Lisbeth Zornig Andersen, at samle en gruppe udlændinge op på motorvejen nord for Rødby.
En stor gruppe flygtninge og migranter bevæger sig lige nu ad motorvejen mod Sverige efter at have opholdt sig i Rødby i en længere periode. Og en del af dem har Lisbeth Zornig Andersen altså valgt at samle op for at tage dem med til København. Det fortæller hun til dr.dk.
- Jeg var dernede i området. Så havde jeg det bare sådan, at jeg så mange af de der store grupper af folk, der vandrer – også med små børn – mens det er temmelig varmt, siger hun.
- Jeg kan simpelthen ikke køre til København med bilen tom. Jeg tror ikke, det er forbudt at tage blaffere op, siger hun til dr.dk.
Hun fortæller, at hun har taget seks palæstinensiske syrere med - to tvillingebrødre, deres mor og tre andre.
På Twitter har hun lagt et billede op fra køreturen.
Lisbeth Zornig har samlet syrerne op på trods af advarsler fra politiet. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi skriver i en pressemeddelelse:
- Det er fuldt forståeligt, at man gerne vil gøre noget for at hjælpe de flygtninge, der i deres ulykkelige situation kommer til landet. Det må bare ikke være hjælp til at komme videre til f.eks. Sverige. For god ordens skyld gør Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi derfor opmærksom på, at det er ulovligt at hjælpe flygtninge ind i eller gennem landet, skriver de.