Alle Huddersfields tre danskere var med fra start, da holdet lørdag tog imod Brighton i Premier League.
Trods en god start af hjemmeholdet, var det alligevel gæsterne fra Brighton, der løb med sejren på 2-1.
Den gode start sørgede Mathias "Zanka" Jørgensen for, da han efter et minuts spil sendte bolden i mål på til 1-0 til Huddersfield.
Scoringen faldt efter to alvorlige fejl i Brightons forsvar.
En clearing fra Brightons Bruno Saltor lignede mere et indlæg, og bolden landede lige foran "Zanka", der på flot vis headede den forbi Brighton-keeper Mathew Ryan, der fuldstændig fejlvurderede bolden.
55 sekunder var der spillet, og Huddersfield var foran 1-0.
Det var danskerens andet ligamål i sæsonen for den engelske klub.
Men lige lidt hjalp det. Efter 32 minutter blev Huddersfield reduceret til ti mand, da angriberen Steve Mounié så rødt efter en hård og unødvendig stempling.
Det satte gang i Brighton, der fire minutter inde i overtiden af første halvleg udlignede, da Shane Duffy headede bolden i mål efter et hurtigt taget hjørnespark.
Med 20 minutter tilbage af kampen blev det så 2-1 til Brighton, da Florin Andone på flotteste vis headede bolden i mål efter assist fra Solomon March.
Også Premier Leagues tophold, Manchester City, var i kamp lørdag. Det gik ud over Bournemouth, da City trak fra i toppen med en 3-1-sejr hjemme.
Bernardo Silva, Raheem Sterling og Ilkay Gündogan sørgede for de tre City-mål, mens Callum Wilson scorede for gæsterne.
Sejren bringer City på 38 point efter 14 kampe. Det er fem point mere end Liverpool på andenpladsen, der dog har spillet en kamp færre.
Kasper Schmeichel stod på mål for Leicester, da holdet tog imod Watford. Her sørgede Jamie Vardy og James Maddison for en 2-0-sejr til hjemmeholdet.
/ritzau/