Bornholms Politi har nu slået kløerne i yderligere to teenagere, som mistænkes for at stå bag en påsat brand i Rønne nytårsnat.
Dermed er i alt tre 15-årige drenge sigtet i den alvorlige sag.
Lejlighedens beboer, en 52-årig mand, var hjemme kort efter midnat, da drengene smed fyrværkeri ind gennem et vindue og startede en brand.
- De er alle sigtet for forsætlig ildspåsættelse og vold begået mod beboeren på et tidligere tidspunkt, siger politikommissær Peter Jørgensen, Bornholms Politi, til Ritzau.
Branden udviklede så meget røg, at den 52-årige efterfølgende måtte indlægges til observation for røgforgiftning.
De senest to anholdte fremstilles i grundlovsforhør ved Retten på Bornholm fredag formiddag sammen med den først anholdte, der torsdag fik forlænget sin anholdelse i tre gange 24 timer.
Peter Jørgensen afviser at kommentere de unges motiv, men oplyser, at de kender det 52-årige offer.
- De unge er kommet hos ham flere gange. Det er et misbrugsmiljø, siger han.
Efter tekniske undersøgelser på gerningsstedet kan politiet med sikkerhed fastslå, at der blev kastet flere slags fyrværkeri ind i lejligheden, der ligger på Marie Kofoeds Vej.
Andre beboere i ejendommen måtte kortvarigt evakueres.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.