Den ene gode nyhed er, at behandlingsgarantien på
strålebehandlingen er på vej mod de fire uger, og den anden er, at
effektivisering kan få ventetiden endnu længere ned.
Der kan spares tid i arbejdsgange på landets sundhedscentre,
og den tid skal komme kræftpatienterne til gode. Det er også konklusionen i den
rapport, KREVI har udarbejdet for Sundhedsstyrelsen.
De slår fast, at man kan optimere processen med omkring 14
procent, hvis man effektiviserer arbejdsgangene ved landets seks
sundhedscentre.
Og der er flere eksempler på, hvordan ventetiden kommer ned,
uden at personalet på sundhedscentrene skal slide hælene af de hvide træsko.
- På nogle af landets sundhedscentre behandler man måske
først en patient med brystkræft, derefter en med prostatakræft og bagefter en
patient med en tumor i halsen. Hver gang skal strålekanonen stilles om. Jeg
tror, det er Vejle Sygehus, der tager patienter med de samme behandlingsbehov
ind efter hinanden, så man ikke skal omstille strålekanonen hver gang, siger
Lars Løkke Rasmussen og påpeger, at det ikke nødvendigvis kræver flere penge at
optimere strålebehandlingen.
- Det bliver ikke et koncept, der bygger på at landets
sundhedspersonale skal ’work harder’. De skal ’work smarter’, sagde
sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde i Sundhedsministeriet i
dag.
Sygehusene kan derfor tage fat i nogle af de konkrete råd,
andre sygehuse har fundet ud af fungerer.
- Jeg håber, man vil tage ved lære af rapporterne og gå
konstruktivt til værks. Lad os fremhæve det ene gode eksempel og lad det vandre,
siger sundhedsministeren.
Et andet eksempel er, at sørge for, at der rent faktisk
møder en patient op til behandling.
- Det er sådan set common sense . Vi kan ikke lovgive om det,
men vi kan skabe synlighed om det, og have pengene klar til omlægningerne,
siger Lars Løkke Rasmussen.