Det er ikke nogen god idé at slippe kurerede coronapatienter løs i samfund, der ellers er under nedlukning.
Det siger Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i en pressemeddelelse.
Udmeldingen kommer, efter at en række lande har luftet idéen om at indføre "immunitetspas" eller "risikofri certifikater".
Formålet med dem skulle være at give personer, der har udviklet antistoffer mod coronavirus, særlige muligheder under en nedlukning. Det kunne blandt andet blive tilladt for dem at rejse eller vende tilbage til deres job.
Men det fraråder WHO.
- Der er på nuværende tidspunkt ikke noget bevis for, at folk, der er kommet sig over Covid-19 og har antistoffer, er beskyttet mod en ny infektion.
- På nuværende tidspunkt under pandemien er der ikke nok beviser for antistoffernes effektivitet til at garantere sikkerheden ved et "immunitetspas" eller et "risikofri certifikat", understreger WHO.
I marts lød det blandt andet, at tyske forskere ville undersøge effekten af at give kurerede coronapatienter udvidede rettigheder.
Det skriver The Guardian.
- Dem, der er immune, kunne blive tildelt en slags vaccinationspas, der ville tillade dem at blive undtaget for restriktioner på deres aktiviteter, lød det fra Gerard Krause, der står i spidsen for den epidemiologiske afdeling ved Helmholtz Center for Infektionsforskning i Braunschweig.
Den tyske regering har ikke officielt meldt noget ud om den slags planer.
Over 2,8 millioner er på verdensplan bekræftet smittet med coronavirus. Næsten en tredjedel af tilfældene er i USA.
I alt har knap 200.000 coronasmittede personer mistet livet.
/ritzau/