West Ham fortsætter oprustningen og slår transferrekord

Sport
West Ham offentliggjorde søndag endnu et indkøb før den kommende sæson, da klubben præsenterede rekordkøbet Felipe Anderson. (Foto: Foto: Max Rossi/Reuters)

West Ham henter brasilianske Felipe Anderson i Lazio til næsten 300 millioner kroner, som er klubbens rekord.

West Ham er i gang med den helt store oprustning til sæsonen i Premier League.

Søndag slog klubben sin egen transferrekord, da den brasilianske midtbanespiller Felipe Anderson blev hentet i italienske Lazio.

Ifølge AFP koster brasilianeren 40 millioner euro (cirka 298 millioner kroner), og han tiltræder i klubben på en fireårig kontrakt.

- Handlen betyder, at vi markant bryder vores egen transferrekord, og vi føler, at det er en klar hensigtserklæring, siger David Sullivan, der er formand i klubben.

25-årige Felipe Anderson skiftede i 2013 fra brasilianske Santos til Lazio, hvor han har scoret 34 mål i 177 kampe for Rom-klubben.

- West Ham er en traditionsklub, og mange gode spillere har været i klubben såsom Bobby More, Carlos Tévez og Paolo Di Canio. De var store spillere og idoler her, og jeg stræber højt.

- Hvem ved, måske kan jeg også blive en legende her, siger Anderson ifølge West Hams hjemmeside.

Han er West Ham-manager Manuel Pellegrinis syvende indkøb, efter at klubben før den kommende sæson også har hentet Ryan Fredericks, Lukasz Fabianski, Issa Diop, Jack Wilshere, Andriy Yarmolenko og Fabian Balbuena.

/ritzau/