Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, var overbevisende, da han på vegne af USA fredag aften fremlagde beviser, der peger på, at den syriske præsident, Bashar al-Assad, står bag et giftgasangreb på den syriske civilbefolkning 21. august.
Det mener den danske forsvarsminister Nicolai Wammen (S).
- Amerikanerne har fremlagt en overbevisende sag baseret på en række konkrete oplysninger, der alle peger i samme retning. Nemlig, at det er Assad, der står bag angrebet, siger Nicolai Wammen.
Fremlæggelsen af beviser på det kemiske angreb i Syrien forrige onsdag bringer minderne tilbage til 2003, da den daværende amerikanske udenrigsminister Colin Powell lagde beviser af påståede masseødelæggelsesvåben i Irak frem for FN.
Men ifølge Nicolai Wammen har amerikanerne været mere varsomme med deres bevisførelse denne gang.
- Det er vigtigt at understrege, at Kerry selv lagde stor vægt på, at netop erfaringerne fra Irak gør, at man har været ekstra forsigtig fra amerikansk side i forhold til de oplysninger, USA har fremlagt, siger han.
Om Danmark følger USA i en eventuel militæraktion mod Syrien, er endnu uvist. Danmark håber stadig på en løsning i FN-regi, men Rusland har sendt klare signaler om, at landet vil nedlægge veto i FN's Sikkerhedsråd.
Men hvis FN-sporet ender blindt, er Danmark parat til at bakke op om en militæraktion i Syrien, siger Nicolai Wammen.
- Hvis USA vælger at gå i aktion med det formål at støtte civilbefolkningen, vil der fra dansk side være opbakning til amerikanerne, siger Nicolai Wammen og fortsætter:
- Vi har ikke modtaget nogen henvendelse fra USA i forhold til, om Danmark skulle bistå et sådan angreb.
Ifølge amerikanske efterretninger mistede 1429 mennesker livet ved angrebet i udkanten af Damaskus. Heraf var de 426 børn.
/ritzau/