Spansk fodbold er et potentielt slaraffenland for spillere med lyst til at øge præstationerne med forbudte stoffer.
Fredag råbte Det Internationale Antidoping Agentur (Wada) vagt i gevær, efter det er kommet frem, at der ikke er foretaget bindende dopingkontrol i spansk fodbold i næsten et år.
- Manglen på dopingprøver i en periode over næsten 12 måneder i et land med en af verdens førende fodboldligaer er alarmerende, og på et tidspunkt hvor der er allermest nødvendigt, medvirker det ikke til at skabe tillid til en ren sport, lyder det fra Wada til nyhedsbureauet AFP.
Det spanske antidopingagentur (AEPSAD) har ikke levet op til retningslinjerne i Wada-kodekset siden marts 2016 på grund af en politisk hårdknude og manglende opdatering af antidoping-lovene i landet.
Torsdag indrømmede AEPSAD imidlertid, at mens andre sportsgrene er underlagt dopingkontrol foretaget af internationale sportsforbund, er dette ikke tilfældet i fodbold.
Både Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) og Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har afvist at overtage ansvaret for at udføre dopingkontroller.
Fifas ansvarsområde begrænser sig til landshold, mens Uefa kun tester hold, som deltager i Europa League og Champions League.
De har således ikke underskrevet en aftale om at teste, indtil AEPSAD igen overholder retningslinjerne.
- Det er dybt skuffende, at nogle internationale forbund ikke underskrev aftalen, eftersom dette har forhindret effektivt antidopingarbejde i at blive udført i en række sportsgrene i Spanien, lyder det fra Wada.
AEPSAD siger, at 57 spillere fra Spaniens bedste række er blevet dopingtestet i denne sæson.
Testene er imidlertid ikke gyldige, hvis de er foretaget af AEPSAD's laboratorium i Madrid, så længe landet ikke lever op til Wada-kodekset.
- De få sporadiske tjek er derfor uden gyldighed, skriver den spanske avis El Confidencial, som ifølge AFP bragte historien til torvs torsdag.
Spanien kæmper i forvejen med et ry som værende for blød i dopingkampen.
/ritzau/