”It’s coming home. Footballs coming home”, synger The Lightning Seeds i deres legendariske sang ”Three Lions”, hvor de drømmer om at se England som verdensmestre, ligesom i de gode, gamle dage i 1966 på hjemmebane, hvor England slog Vesttyskland med 4-2 i VM-finalen på Wembley foran næsten 100.000 mennesker. Og med en hel nation i ryggen.
Og hvor jeg dog håber, at fodbolden snart kommer hjem. Nu har jeg igennem alle de slutrunder, jeg kan huske - det vil sige alle siden 1990, hvor Gary Lineker scorede mål for England (og Roger Milla i øvrigt dansede rundt ude ved hjørneflaget), holdt med englænderne, hver gang der har været VM. Og EM for den sags skyld. Altså England og Danmark. Bare rolig.
Som 7-årig erklærede jeg godt nok overfor min mor, efter at have set England ved VM i 1990, at jeg nu holdt med England, ligeså meget som jeg holdt med Danmark. Og jeg mente oven i købet på det tidspunkt, at hun nu nok havde født mig i det forkerte land, fordi jeg godt gad at være født i England.
I dag er jeg helt tilfreds med, at jeg er født i Danmark og ikke i England. Jeg holder stadig med englænderne, men selvfølgelig ikke lige så meget, som jeg holder med Danmark. Man bliver jo ældre. Mere fornuftig. Og mere realistisk omkring sine fodboldhold.
Jeg har beskæftiget mig med engelsk fodbold igennem det meste af mit arbejdsliv, både landsholdet og klubberne i Premier League. Og jeg har rejst til England og kommenteret fodboldkampe igennem mange år. Og spist halvkolde men fuldfede fish and chips udenfor uhyggeligt mange store betonklodser, som vi kalder fodboldstadioner i engelske byer med varierende charme men med uhyggeligt mange andre betonklodser, storrygende skorstene og faldefærdige huse. Det har selvfølgelig været med til at forstærke min tilknytning til landet.
Jeg har, ligesom englænderne selv, altid ladet mig rive med og skruet forventningerne alt for højt op, når ”Three Lions”, som landsholdet kaldes, som regel på suveræn vis har kvalificeret sig til en slutrunde. For så at blive skuffet, når England har dummet sig. Om man er røget ud i gruppespillet, som ved VM i Brasilien for fire år siden, eller ottendedelsfinalen som Frankrig i 1998 eller ved slutrunden i Sydafrika i 2010, så har den engelske befolkning – og jeg – stået slukørede tilbage og indset, at det heller ikke blev denne gang.
Men er det så i år, at England går hele vejen og bringer fodbolden hjem? Bliver Harry Kane nu VM-topscorer? Bliver det Sterlings slutrunde? Hvad med målmandsposten? Kan landstræner, Southgate, udnytte den optimisme, der er omkring det engelske landshold lige nu? Sammenhængskraften mellem befolkningen og landsholdet er bedre end længe set. Men bliver det så i år, at fodbolden kommer hjem? Gu gør det ej. Jeg vil i hvert fald se det, før jeg tror det.
For som teksten i ”Three Lions”-sangen også siger ”Everyone seems to know the score. They've seen it all before. They just know. They're so sure. That England's gonna
Throw it away. Gonna blow it away”. Og de har ganske ret. Nok er vi optimistiske på Englands vegne lige nu, men vi ved jo alle sammen, at de kommer til at smide det hele væk – igen.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.