To personer er døde, og flere elitesportsudøvere er kvæstede, efter at en altan kollapsede i den sydkoreanske by Gwangju, hvor der netop nu afholdes VM i svømning og i vandpolo.
Ulykken skete klokken 02.29 lørdag lokal tid på en natklub, der ligger tæt på den by, hvor VM-deltagerne bor. Da altanen kollapsede, faldt personerne fem meter ned.
En 38-årig og en 27-årig blev hastet på hospitalet, men døde begge af deres kvæstelser. Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ifølge en embedsmand fra et katastrofeberedskab i byen drejer det sig om to sydkoreanske mænd, skriver nyhedsbureauet AP.
Ti personer blev kvæstet i ulykken, herunder to amerikanske svømmere, der deltager ved VM i langbane, oplyser embedsmanden til AP.
Ifølge Yonhap siger de lokale myndigheder, at otte af de ti kvæstede er vandpolospillere, der deltager ved VM i vandpolo. Fire af dem skulle være fra USA, to fra New Zealand, en fra Holland og en fra Italien. Ingen af dem skulle være i kritisk tilstand, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Christopher Ramsey, der er chef for USA's vandpololandshold, bekræfter over for AP, at flere amerikanske vandpolospillere var til stede på natklubben.
- Det er en forfærdelig tragedie, siger Christopher Ramsey.
- Spillere fra vores herre- og kvindehold fejrede kvindernes VM-sejr, da altanen kollapsede på en offentlig natklub. Vores tanker går til de pårørende, tilføjer Ramsey.
Ifølge den newzealandske avis The New Zealand Herald var det newzealandske vandpololandshold også til stede på natklubben, da ulykken skete.
- Vi dansede, og det næste øjeblik faldt vi fem-seks meter ned, og alle begyndte at løbe ud af natklubben, siger anføreren for det newzealandske vandpololandshold, Matt Small, til det newzealandske medie Radio Sport, skriver Reuters.
- Vi faldt ned oven på nogle personer, der befandt sig under os.
Det australske vandpololandshold skriver i en pressemeddelelse, at ingen australiere er kommet til skade. Det skriver Reuters.
Organisationen bag VM, Fédération Internationale de Natation (Fina), skriver i en pressemeddelelse, at den er meget ked af ulykken og ønsker det bedste for de pårørende.
- Da nogle af deltagerne ved VM var til stede, da ulykken skete, følger Fina situationen nøje og vil tage alle tiltag i brug for at sikre, at der bliver hjulpet, hvor det er nødvendigt, skriver Fina ifølge Reuters.
/ritzau/