Virusskræmte amerikanere fylder indkøbskurvene op

USA's præsident erklærede fredag krisetilstand på grund af coronavirus, og det får mange til at hamstre varer.

Amerikanerne er begyndt at hamstre dagligvarer, efter at præsident Donald Trump fredag erklærede national krisetilstand på grund af den fortsatte spredning af coronavirus.

Foran mange supermarkeder og købmandsbutikker fra New York på østkysten til Los Angeles på vestkysten var der fredag lange køer af mennesker, som ventede på at komme ind og købe toiletpapir, pasta, dunke af vand og andre basisvarer. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Mange kunder fylder indkøbskurvene op med de samme fornødenheder. Det har fået flere dagligvarebutikker til at indføre begrænsninger for, hvor mange hver person må købe af de mest efterspurgte varer.

Men alligevel er mange butikshylder blevet ryddet af folk, der er bekymrede for, at coronaviruskrisen kan medføre varemangel.

Marlene Russell, en 69-årig pensioneret skolevejleder fra New Jersey, var fredag på storindkøb i byen Hanover.

- Masser af forsigtighed, begrunder hun det med over for Reuters, og tilføjer, at hun lever efter mottoet "altid parat".

Den pludselige indkøbsfeber gør det svært selv for en gigant som Walmart at fylde butikshylderne hurtigt nok op.

Især håndrensemidler bliver revet væk. Det sagde Walmarts topchef, Doug McMillon, fredag på et pressemøde med Donald Trump.

- Det bliver meget svært at have lageret af håndrens fyldt 100 procent op i et stykke tid. Vi genopfylder det, men så snart det kommer ud i butikkerne, bliver det solgt, fortalte McMillon til Reuters.

I forhold til befolkningstallet har USA indtil videre haft relativt få dødsfald, som følge af Covid-19, som virussygdommen kaldes.

Globalt nærmer dødstallet sig 5000 ifølge WHO, der er FN's sundhedsorganisation.

Bortset fra Kina, hvorfra virusset menes at have spredt sig fra Wuhan i Hubei-provinsen, er Italien det land, som har mistet flest borgere til Covid-19. Ifølge en opgørelsen fra worldometers.info har Italien 1266 dødsofre.

Derefter følger Iran med 514 døde. I USA er der registreret 50 dødsfald. Det er færre end i Sydkorea (72), Spanien (133) og Frankrig (79).

I Kina har virussygdommen krævet 3189 menneskeliv.

/ritzau/