Politiet har fundet en død person i den villa i Humlebæk, der natten til torsdag nedbrændte.
Det oplyser Nordsjællands Politi til Sjællandske Medier.
- Vi kan ikke sige mere, fordi vi ved ikke med sikkerhed, hvem den afdøde er. De pårørende til ejeren af huset har vi underrettet om fundet, siger Henriette Døssing, der er pressekoordinator ved Nordsjællands Politi, til avisen.
Politiet oplyser dog, at det ikke har været muligt at finde ejeren af huset efter branden, der opstod midt på natten.
Myndighederne blev tilkaldt så sent, at det var umuligt at redde huset, fortalte vagtchefen tidlig torsdag morgen.
- Vi får en anmeldelse klokken 02.33 og rykker ud sammen med brandvæsenet. Da vi når frem, er der høje flammer på stedet, sagde vagtchef Christian Kobbernagel fra Nordsjællands Politi til Ritzau.
Politiet skal nu foretage en række undersøgelser af liget for at klarlægge, hvem den afdøde person er.
/ritzau/