Når næste sæson af "Vild med Dans" ruller over danskernes tv-skærme, bliver det med en ny skipperinde ved roret.
Sarah Grünewald overtager rollen efter Christiane Schaumburg-Müller O'Connor, og hun regner med at levere noget nyt til programmet, skriver Se og Hør.
- "Vild med dans" er glamour, men jeg vil nok også give programmet et pift og en kant. Jeg er mere en drengepige, end en prinsesse, lyder det fra den smukke, nye vært.
Men den tidligere top-model er også klar over, at der er store sko at fylde, når hun overtager værtsrollen på det populære show.
- Jeg går ind i "Vild med dans" med varsomme skridt og går ikke ind i nogens fodspor. Jeg vil udfylde værtsrollen på min egen måde med respekt for de værter, der har gjort programmet til det, det er i dag, siger Grünewald.
Den 29-årige drengepige har selv været stor fan af danseprogrammet.
- Hvert år har jeg set programmet og heppet med, siger hun.
Kilde: Se og Hør