Vi er vant til at se hende i spidsen for Vild med dans og som skuespiller i både film, tv og teater. Det er ikke mange ting, hun ikke har prøvet før, men når Tivoli slår dørene op til sommer-revy i 2014, er Christiane Schaumburg-Müller O'Connor med på holdet af skuespillere. Og det er altså første gang, hun skal prøve kræfter med den genre.
Det er det til gengæld ikke for Niels Olsen, der flere år har været at finde i cirkusrevyen på Dyrehavsbakken. Han får i Tivoli også selskab af Søs Egelind og Thomas Bo Larsen, ligesom at også Bodil Jørgensen og Pelle Emil Hebsgaard vil indtage scenen, når revyen slår dørene op i sommeren 2014.
Det er Joy-Maria Frederiksen, der sætter sig i instruktør-stolen.
- Jeg er virkelig stolt af det hold, vi har sat. Det er en fantastisk sammensætning af erfaring, galskab og sprudlende talent. Og så gør det jo heller ikke noget, at de ser så rasende godt ud - især når man tænker på, at de også udgør balletten.
- De har det til fælles, at de helst gør det, man ikke forventer af dem, og så griner de MEGET højt, når de er sammen!, siger hun i en pressemeddelelse.
Revyen, der er blevet til i samarbejde med The One and Only Company, har fået navnet "TAM TAM i Glassalen", og mens den fra den 1. juni 2014 kan ses i Tivoli, vil den i sensommeren komme til Aarhus, hvor den spiller i Musikhuset Aarhus under Aarhus Festuge 2014. Billetterne sættes i salg fra i dag.
Newspaq