Slaget ved Dybbøl er et af de vigtigste øjeblikke i den danske historie.
Derfor mener Sønderborg Kommune, at Dybbøl Mølle skal på næste finanslov, så staten påtager sig et ansvar for den løbende drift af møllen.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelsen.
- I byrådet er vi af den opfattelse, at vi nationalt og lokalt må tage medansvar for bevarelse af nationalsymbolet Dybbøl Mølle, siger borgmester i Sønderborg Kommune, Erik Lauritzen (S).
- Derfor opfordrer jeg både kulturministeren og Folketingets kulturudvalg til at arbejde for et årligt statsligt tilskud til drift og vedligehold af Dybbøl Mølle.
Dybbøl Mølle er særligt kendt for at have spillet en rolle ved nederlaget i 1864, hvor danskerne fik prøjsiske bank ved Dybbøl Banke.
Efterfølgende har møllen været en stor del af fortællingen om det danske tab og kampen for at genforene Sønderjylland med Danmark.
I år er det 100 år siden, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark.