Knap er der skudt lidt optimisme ind i praktiksøgende erhvervselever før de får nye bekymringer. Det er nemlig ikke sikkert, at uddannelsesgarantien kommer til at gælde hele uddannelsestiden.
I starten af september besluttede regeringen at investere en milliard kroner i 5.000 nye praktikpladser i 2010 - 2.000 lærepladser og 3.000 skolepraktikpladser. Men det er ikke sikkert, at det er nok. Hvis pladserne er kortvarige, så tvinges eleverne til at stoppe halvvejs, hvis de ikke kan finde en rigtig læreplads.
Fagforeningen 3F mener, der er tale om forskelsbehandling.
"Forestil dig, at 130 gymnasieklasseelever ikke kan fortsætte. Det ville aldrig ske. Men med murere og tømrere er det åbenbart i orden," siger forbundssekretær Per Christensen.
"Den ene uddannelse er ikke finere end den anden, og samfundet får brug for flere og flere dygtige faglærte de kommende år. Vi forlanger, at regeringens uddannelsesgaranti bliver reel," siger han til Politiken.
Undervisningsminister Bertel Haarder afviser kritikken og siger, at det endnu ikke er besluttet, om de 3.000 skolepraktikpladser kommer til at gælde hele uddannelsestiden.
Lige nu står 6.198 elever i kø for at få en praktikplads.