Hvert øjeblik det skal være, kan vi befinde os midt i en verdensomspændende krig af nuller og ettaller. En krig der kan lamme vandforsyningen, hospitaler, trafikken og dankortterminalerne. En krig, der berører alt vi bruger til daglig og en krig der berører os alle.
Det er konklusionen i computersikkerhedsfirmaet McAfees årlige internetkriminalitets rapport. Til forskel fra tidligere rapporter fra firmaet er denne blevet til i samarbejde med Nato, Pentagon, FBI og organiseret kriminalitets afdelinger i en række landes efterretningstjenester.
Siden sidste år har verden blandt andet oplevet sin første mindre online krig da Estlands internetstruktur blev lammet i en måned af angreb fra Rusland. Meget tyder på at angrebene var foranlediget af den russiske regering.
Men især cyber-spioner er blevet mere udbredt. Rapporten vurderer, at 120 lande er ved at ruste sig til at kunne spionere på andre lande og organisationer via hackere. Senest er Forsvarets Efterretningstjeneste i Danmark begyndt at annoncere efter personer der besidder hacker egenskaber.
Rapporten siger at mange lande allerede nu har sofistikerede muligheder for politisk, økonomisk og militær spionage.
Stater angriber stater
Langt de fleste angreb kommer fra Kina, der regnes for det land der er længst fremme i oprustningen til digital krig. Ifølge rapporten skriver Kina selv i en rapport at det landet kalder digitale soldater er en del af landets militær strategi.
- Kina er de første, der bruger cyber-angreb for politisk og militære fordele, som direktøren for Center for Inteligence and Research, der ligger i Washington siger i rapporten.
Ifølge rapporten har der været angreb mod lande som USA; Tyskland, Indien, Australien og New Zealand i de seneste 12 måneder.
- Vi har set forsøg fra ikke-statslige og statslige organisationer på at få uberettiget adgang til militære systemer, som en kilde i Pentagon siger i rapporten.
Ifølge andre eksperter er de fleste efterretningstjenester i verden i fuld gang med at undersøge andre landes digitale infrastruktur for styrker og svagheder.
- Cyber kriminalitet er ikke længere blot en trussel mod organisationer og individer. Det er i dag en trussel mod nationers sikkerhed, siger Jeff Green fra McAfee, der står bag rapporten.