FN s delingsplan af Palæstina i 1947 blev afvist af de arabiske nationer, som i 1948 ved statsdannelsen af Israel gik i krig mod den nye nation med løftet om, at araberne, der levede i området, snart kunne overtage det igen. Israel vandt selvstændighedskrigen, men var omgivet af fjendtlige arabiske stater.
Efter seksdageskrigen forsøgte Israel at strække hånden ud til de arabiske lande, med vilje til at forlade de erobrede områder for at opnå en endegyldig fred. Det nægtede de arabiske stater at gå med til – og på det tidspunkt var der ingen bosættelser på Vestbredden!
Palæstinenserne kan ikke i al evighed skyde ansvaret for deres elendighed over på USA, EU og Israel. Da Israel rømmede Gaza, blev der ikke ro, og vi ser det tragiske faktum, at palæstinensiske fraktioner bekæmper hinanden. Palæstinenserne må ophøre med terrorvirksomhed og med at sende missiler ind over Israel. Hamas må anerkende Israels eksistens og tage det ansvar at kunne fremstå som en seriøs forhandlingspartner.
Et flertal af Israels befolkning støtter en to-statsløsning, hvor Israel og Palæstina kan leve side om side – måske ikke som venner i de første mange år, men i respekt for hinandens suverænitet. Alene forhandling og indrømmelser fra begge sider kan føre til resultater.
For mit vedkommende må forhandlingerne gerne kunne begynde snart!