Vindmøllekoncernen Vestas får ny koncernfinansdirektør. Svenskeren Marika Fredriksson afløser Andresen den 1. maj, oplyser Vestas i en meddelelse til Fondsbørsen. Det sker efter kun godt et år på posten for Dag Gunnar Andresen.
Dag Gunnar Andresen har desværre besluttet at forlade selskabet ved udgangen af måneden, skriver Vestas i meddelelsen.
Marika Fredriksson har stor erfaring som finansdirektør - en post hun har bestridt gennem 15 år i forskellige selskaber som blandt andet Gambro, Autoliv og Volvo
- Jeg vil gerne takke Dag Andresen for hans vigtige bidrag til Vestas. Samtidig glæder det mig, at det er lykkedes os at finde en kompetent ny CFO i Marika Fredriksson, som tiltræder hos Vestas.
- Jeg er sikker på, at hun har de rette kompetencer, engagement, og at hun kulturelt vil passe godt ind i vores direktionsteam, siger koncernchef Ditlev Engel i meddelelsen.
Formanden for Vestas-bestyrelsen, Bent Nordberg, siger om den nye koncernfinansdirektør:
- I Marika Fredriksson har vi fundet en ny CFO af den kaliber og med de evner, som passer til Vestas' behov.
/ritzau/