Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) får næppe den brede aftale om en reform af den økonomiske udligning mellem kommunerne, som hun havde drømt om.
Det står klart, efter at De Konservative har meddelt, at partiet ikke vil være med i aftalen, når regeringen ikke vil tage højde for, at leveomkostningerne i nogle byer er højere end i andre. En udmelding som også har fået Venstre til at trække sig fra forhandlingerne.
Ritzau erfarer imidlertid, at Margrethe Vestager regner med at holde møde med Dansk Folkeparti torsdag. Dermed vil Vestager forsøge at få en aftale hjem med Dansk Folkeparti, som har mandater nok til at give regeringen flertal i folketingssalen.
Vestager er onsdag eftermiddag til møde i Bruxelles og kan derfor ikke umiddelbart kommentere sagen.
Hvis Vestager forhandler videre med DF alene, vil det formentlig udløse et slagsmål om forligsbrud med Venstre og De Konservative.
Venstre opfatter nemlig området som omfattet af forlig, og det betyder på Christiansborg-sprog, at alle de partier, der står bag en politisk aftale, skal være med til at ændre den.
- Vi er et parti, man kan indgå aftaler med. Og det betyder, at alle skal være med til at ændre den aftale, siger Venstres kommunalordfører, Jacob Jensen, til Ritzau.
Margrethe Vestager har klart slået fast, at hun går efter en aftale med V, K og Dansk Folkeparti, der står bag de nuværende regler.
Men da hun præsenterede sit forslag til udligningsreform, kaldte hun forligsjuraen på området for "uklar" og sagde, at hun ville indgå reformen med de partier, der ville være med.
De Konservative valgte at trække sig fra forhandlingerne, fordi partiet mener, at ordningen skal tage højde for reelle leveomkostninger i de forskellige kommuner.
Det er billigere at bo i udkantskommunerne end i de rige nordsjællandske kommuner, og det skal med i beregningerne, mener K - men den indstillingen har regeringen ikke ønsket at følge.