Verdensetter får store stryg i Rom-finale

Sport
Elina Svitolina kunne for andet år i træk juble over en turneringssejr i Rom. (Foto: Foto: Tiziana Fabi/AFP)

Simona Halep måtte for andet år i træk se sig slået af Elina Svitolina i WTA-finalen i Rom.

Den rumænske verdensetter i tennis, Simona Halep, måtte ligesom i 2017 gå fra banen som taber i finalen i WTA-turneringen i Rom.

Igen i 2018-udgaven tabte hun finalen til ukraineren Elina Svitolina, der denne gang vandt særdeles overbevisende.

Svitolina, der er nummer fire i verden, uddelte et såkaldt "æg" i første sæt og vandt finalen med 6-0, 6-4.

Det hører dog med til historien, at Halep så skadet og medtaget ud efter den hårde semifinale lørdag, hvor hun nedkæmpede russeren Maria Sharapova i tre sæt.

- Mine muskler var stive, og jeg havde svært ved at løbe og blive i duellerne, siger Halep ifølge AP.

Svitolina sikrede sig første sæt på bare 20 minutter, og hun fastholdt initiativet, selv om Halep var mere konkurrencedygtig i andet sæt.

Ukraineren brød til 2-1, og så var det tilstrækkeligt at holde sin serv derfra.

- Det er utroligt at komme tilbage hertil og forsvare titlen. Det er meget, meget specielt for mig, siger Svitolina.

Grussæsonen kulminerer fra næste søndag, når French Open begynder i Paris.

/ritzau/