Verdens største passagerfly – den toetagers mægtige Airbus A380 er døende.
Flyselskaberne er gået væk fra de enorme fly, og de satser i dag på mindre langdistance-maskiner som Airbus A321LR, der kan lande i mange flere byer verden over og er meget billigere at holde i drift. Det skriver Trendsandtravel.
Skrotfirmaet Tarmac Aerosave har skilt sine første to kæmpefly i hundrede-tusinder af stumper. Et tredje kasseret Airbus A380 fra Singapore Airlines – MSN006 – blev reddet på målstregen fra skrotning. Det blev overtaget af Hi Fly, der lever af at leje fly inklusive besætning til andre flyselskaber, der er kommet i knibe med egne maskiner.
Det er kun 10 år siden, at de store fly under stor bevågenhed og fejring blev leveret til Singapore Airlines. Nu har de droppet dem til fordel for mindre modeller.
Sådan som markedet udvikler sig, kan salget af A380’ere som reservedele være den bedste måde at få en indtjening på dem. Skrotning er bedre end at have maskinerne stående parkeret i en forladt lufthavn i USA’s ørken, skriver Trensandtravel.
100 fly på vingerne
Det har man også indset hos Emirates, der har over 100 Airbus A380 i sin flyflåde og dermed er verdens største ejer af kæmpe-flyet.
Her sagde Emirates topchef Tim Clark forleden, at han ikke så noget brugt-marked for ældre Airbus A380’ere.