Skattemyndigheder, bagmandspoliti og regeringer verden over står på hovedet for at finde ud af, hvilke personer der har været kunder i det meget store advokatfirma i Panama - Mossack Fonseca.
I alt er 11,5 millioner dokumenter om potentielle skatteunddragere lækket fra advokatfirmaet. Der er tale om den største læk om skattely nogensinde.
En række velkendte navne ude i verden og i Danmark florerer, efter at de første oplysninger dukkede op i en lang række medier verden rundt, og flere dukker op:
* Islands statsminister, Sigmund Gunnlaugsson, skal siden 2007 have rådet over et offshoreselskab uden at fortælle det islandske parlament om det. Her har han kanaliseret millioner af kroner igennem frem til midten af 2015 i en periode, hvor Island var tæt på en statsbankerot.
- Jeg træder ikke tilbage, var meldingen fra Gunnlaugsson mandag.
* Folk tæt på det højrenationalistiske franske parti Front National og dets leder, Marine Le Pen, har drevet et "sofistikeret system af skuffeselskaber" med det formål at gemme penge i skattely, skriver avisen Le Monde.
* Ruslands præsident, Vladimir Putin, er alvorligt belastet af, at hans allernærmeste har scoret 13 milliarder kroner gennem skuffeselskaber i Panama. Blandt dem hans nærmeste ven, cellisten Sergej Roldugin.
* Den spanske kongefamilie har haft forskellige roller i en virksomhed i Panama siden 1970'erne. Prinsesse Pilar de Borbón, som er storesøster til Spaniens tidligere kong Carlos, var direktør i virksomheden i 20 år.
* Kojo Annan, som er søn af den tidligere generalsekretær i FN Kofi Annan, er nævnt i de lækkede dokumenter. Han skulle have købt en lejlighed i London for en halv million dollar. Hans advokat oplyser, at skattemyndighederne er blevet informeret.
* Argentinas præsident, Mauricio Macri, ledede et selskab i Panama, da han var borgmester i Buenos Aires.
* Ukraines præsident, Petro Porosjenko, er også på gyngende grund. Dokumenter viser, at han flyttede forretningsdelen af sin chokoladefabrik til tre forskellige skattely. Oppositionen truer med at stille ham for en rigsret.
- Det er højden af kynisme at åbne offshoreselskaber på et tidspunkt, hvor hundredvis af vore soldater dør, siger oppositionslederen Oleh Liasjko.
* I London ser premierminister David Cameron skidt ud, efter at papirerne har vist, at hans far, Ian, er blandt de titusinder, som er nævnt i de lækkede dokumenter. Britiske medier oplyser, at Cameronfamilien stadig kan være skatteunddragere.
* EU-Kommissionen forsvarer klimakommissær Miguel Arias Cañete, hvis kone står nævnt i papirerne som ejer af offshoreselskabet Rinconada Investment Group. Det har Cañete allerede oplyst om, hedder det fra Kommissionen.
* Eksplosiv er afsløringerne af, at familiemedlemmer til Kinas præsident, Xi Jinping, og en række højtstående kommunistiske partifolk har etableret sig i skattely. Kinesiske medier er tavse om sagen, og al diskussion om emnet er bortcensureret på de sociale medier.
* Pakistans præsident, Nawaz Sharif, fodboldspilleren Lionel Messi og et prominent medlem af fodbold-Fifa, Juan Pedro Diamanti, skuespilleren Jackie Chan og filminstruktøren Pedro Almodóvar er også nogle af de navne, der cirkulerer. Mange flere kan dukke op.
* Ifølge dr.dk afslører dokumenterne, at også de to tidligere landsholdsspillere Marc Rieper og Brian Steen Nielsen har haft selskaber i Panama og Caribien, mens de var bosiddende og skattepligtige i Danmark.
- Begge de tidligere landsholdsspillere afviser, at de har haft firmaer i de omtalte lande.
Kilder: Reuters, BBC, Morgunbladid, AFP, Guardian, DR
/ritzau/