Verdens værste. Intet mindre. I flere år har Sudans præsident, Omar al-Bashir, stået øverst på menneskerettighedsorganisationers liste over skurke, og det er der mange gode grunde til.
Gennem sine 17 år ved magten har den arabiske nationalist al-Bashir brugt Sudans olierigdomme til at føre krig mod Sudans sorte befolkning i både øst, vest og syd. Han har brugt sin magt til at gennemføre etniske udrensninger mod afrikanere og kristne med en kynisk brutalitet, der placerer ham som en af de værste diktatorer i verdenshistorien.
En fundamentalistisk stat
Ved et militærkup i 1989 overtog al-Bashir magten i det nordafrikanske land, der allerede dengang havde været hærget af borgerkrige i årtier. Han forbød med det samme alle politiske partier, tog kontrollen over pressen og opløste parlamentet.
Umiddelbart efter kunne han skrive statschef, premierminister, hærchef og forsvarsminister på visitkortet. Fire år senere blev han også Sudans præsident. Han magt var fuldkommen.
Omar al-Bashir bevægede sig hurtigt ind i de brutale diktatorers superliga. Han allierede sig med den islamistiske leder Hassan al-Turabi og indledte en kampagne, der skulle omdanne Sudan til en fundamentalistisk islamisk stat. Det lykkedes ret hurtigt i den nordlige del af landet, hvor der blev indført sharia-lov, men specielt i Sydsudan, hvor en stor del af befolkningen er kristne eller tilhører traditionelle afrikanske naturreligioner, var der modstand.
Al-Bashir slog hårdt ned på den ikke-arabiske befolkning. Igennem 1990’erne optrappede han militærets angreb i den sydlige del af landet. Utallige landsbyer blev udslettet med bombefly og napalm. Millioner af mennesker blev tvunget til at flygte, og tusinder blev dræbt.
Folkemordet i Darfur
I 2003 skiftede al-Bashirs fokus fra syd til vest. Mens fredsforhandlingerne med grupperne i syd efter stort internationalt pres var kommet på sporet, tog diktatoren initiativ til en af de mest brutale udrensningskampagner i nyere tid.
Der havde længe været uroligheder i Darfur-regionen i den østlige del af landet, hvor lokale sorte oprørsgrupper protesterede mod det arabiske styre i hovedstaden Khartoum, og al-Bashir havde fået nok. I stedet for at sende militæret ind, som han i årevis havde gjort i den sydlige del af landet, brugte han den islamistiske milits Janjaweed til at gøre det beskidte arbejde.
Med absolut hensynsløshed fordrev Janjaweed flere millioner mennesker fra deres hjem. Tusinder af landsbyer blev brændt ned, og beboerne blev voldtaget og slagtet på brutal vis. Efterhånden som landsbyerne blev reduceret til spøgelsesbyer, begyndte Janjaweed i stedet at angribe flygtningelejre.
Der er stor usikkerhed om antallet af dræbte, men i september samlede det ansete tidsskrift Science alle de seneste oplysninger fra den hærgede region og vurderede, at »ikke mindre end 200.000« mennesker har mistet livet på grund af konflikten. Samtidig er over to millioner mennesker blevet fordrevet til usle flygtningelejre i og udenfor Sudan.
Tovtrækning med FN
Allerede i 2004 havde Janjaweeds hærgen kostet så mange menneskeliv, at USA’s regering kaldte den etniske udrensning for »folkemord« og gav al-Bashirs regering skylden. Samtidig forsøgte FN’s generalsekretær, Kofi Annan, at overtale al-Bashir til at stoppe Janjaweeds hærgen og lukke de internationale hjælpeorganisationer ind.
Det prellede i første omgang af på al-Bashir, der fortsatte med at give våben og støtte til militsen, men tidligere i år underskrev han en fredsaftale og lod en mindre fredsbevarende styrke fra den Afrikanske Union (AU) komme ind i Darfur.
Alligevel fortsætter massakrerne, for AU-soldaterne kan ikke klare opgaven. Derfor forsøger FN i øjeblikket ihærdigt at få lov til at udstationere 20.000 FN-soldater i Darfur. Al-Bashir insisterer fortsat på, at Sudan selv kan beskytte befolkningen.