Vore forfædre, pattedyrene, har spillet en langt større rolle på jorden under dinosaurernes tyranni, end man tidligere har troet.
I hvert fald kunne de flyve højt over hovederne på de kluntede dinosaurer for 125 millioner år siden.
Det har kinesiske og amerikanske forskere afsløret efter fundet af et højst usædvanligt fossil dybt inde i Mongoliets bjerge.
Fossilet afslørede, at et lille, svævende pattedyr eksisterede på jorden 70 millioner år før, end man hidtil har troet, at pattedyr kunne flyve. Indtil nu mente forskerne, at de første pattedyr først baskede rundt på kloden efter, at dinosauruserne var uddøde for omtrent 50 millioner år siden.
Det betyder, at pattedyr muligvis lærte at flyve, før fuglene lærte det .
»Det her studie rusker op i alt hvad vi troede. Det viser at pattedyr og dinosaurusers samliv slet ikke var så ulige, som vi troede,« siger palæontolog Bent Lindow fra Københavns Universitet.
At der faktisk fandtes små, primitive gnaverlignende pattedyr på kloden, før dinosaurerne begyndte at beherske den, har danske forskere for nylig været med til at afsløre på Grønland.
Forskerne mener, at pattedyret har lignet vore dages flyveegern med en længde på cirka 14 centimeter, skriver forskerne i det videnskabelige tidsskrift Nature.
»Vi troede, at pattedyrene virkelig levede i skyggen af dinosauruserne. Men nu har vi jo set, at der levede højt udviklede pattedyr på den tid. Fundet maler jo et helt nyt billede af vores fortid«, siger han.