Vendsyssels drømmestart overrasker ikke FCN-dirigent

Sport
Vendsyssel har åbnet sæsonen med 3-2 over både OB og Esbjerg. (Foto: Foto: John Randeris/Scanpix)

Vendsyssel er kommet godt fra start, men det gør oprykkere tit, konstaterer FC Nordsjællands Mikkel Rygaard.

To sejre af to mulige.

Sådan er status hverken for FC Midtjylland, Brøndby eller FC København, men for oprykkeren Vendsyssel FF efter de to første kampe i superligasæsonen.

Med to gange 3-2 over OB og Esbjerg har det nordjyske mandskab fået en perfekt start på sæsonen. Det kommer ikke bag på FC Nordsjællands Mikkel Rygaard, som søndag står over for oprykkerholdet.

- Vi har set det før, og jeg kan sagtens genkende det. Jeg prøvede det selv i Lyngby i forrige sæson, hvor vi kom op med en masse ny gejst og holdt fast hele vejen, så vi fik bronze.

- Oprykkere kommer altid med ekstra sult og vil gerne bevise sig selv. Det er fedt at se, og har man den rigtige sult, får man også resultater, siger midtbanespilleren til FC Nordsjællands hjemmeside.

Omvendt har FCN blot fået to point i de to første kampe. Nordsjællænderne har dog også haft en række europæiske opgør at se til.

Senest vandt en flok unge FCN-spillere torsdag 1-0 over AIK Stockholm på hjemmebane, og der venter nu en returkamp i næste uge.

Først og fremmest fokuserer holdet dog på søndagens opgør mod Vendsyssel, hvor alt andet end en sejr vil være en skuffelse, understreger Rygaard.

- Presset er på os. Vi skal vinde vores hjemmekampe, selv om vi har et tæt program ved siden af i Europa League. Det lykkedes ikke mod Esbjergs oprykkere i premieren, men nu skal vi have tre point ind på kontoen.

FC Nordsjælland tog bronzemedaljer i den seneste sæson.

/ritzau/