Søndag mistede Vendsyssel et skridt i bundstriden, da Hobro vandt 1-0 over vendelboerne på DS Arena.
Her havde Hobro to egenudviklede spillere med. Vendsyssel havde ikke nogen.
Oprykkerne satser i stedet på at samle talentfulde spillere op fra konkurrenternes overskudslager.
- Når man træder ind i Superligaen, er der så mange organisatoriske ting at være opmærksomme på. Talentudviklingen er noget, der hører fremtiden til.
- Vi skal være dygtige til at finde de spillere, der kommer tilovers i de etablerede udviklingsmiljøer, siger sportsdirektør Glen Riddersholm.
Han peger på profiler som Moses Opondo og Andreas Kaltoft.
Førstnævnte har været gennem AaB's talentudvikling, mens Andreas Kaltoft ikke lykkedes at blive en del af superligaholdet i Brøndby.
- Det er der, at vi som klub kan være en platform for den type spillere.
- Vi ved, at det tager minimum ti år at udvikle. Inden vi når dertil, kan der være sket mange ting, siger Glen Riddersholm.
Cheftræner Jens Berthel Askou nyder også udfordringen i at udvikle spillere, som andre superligaklubber har fundet for lette.
- Det er en spændende udfordring at samle nogle op, som der ikke er troet på andre steder.
- Vi har masser af talenter i den her trup, som vi skal gøre klar til Superligaen, siger han.
Sportsdirektøren vil med tiden skabe kontakter og forbindelser i de nordjyske klubber.
Men det bliver ikke i konkurrence med AaB, der har udviklet de fleste nordjyske talenter.
- Vi kan være den klub, hvor de næsten i rækken, som AaB ikke vælger, kan få udløst deres potentiale. Det tror jeg, at alle bliver glade for, siger Riddersholm.
Som overbygningsklub har Vendsyssel FF ikke deciderede ungdomshold. Hjørring IF, der lægger licens til superligaklubben, har dog U19- og U17-hold i Liga 1.
/ritzau/