Vejle siger farvel til Utaka efter billet til Superliga

Sport
Peter Utaka, som her spille for OB, har efter et halvt år i Vejle Boldklub ikke fået forlænget sin kontrakt. (Foto: Foto: Claus Fisker/arkiv/Scanpix)

Vejle, som snart skal forberede sig til næste sæson i Superligaen, forlænger ikke med tre spillere.

Vejle Boldklub trimmer truppen og skiller sig af med tre spillere efter oprykningen til Superligaen.

Fredag tog Vejle afsked med Peter Utaka, Nicolaj Ritter og David Arshakyan, der alle havde kontraktudløb og blot nåede seks måneder i klubben. Trioen var en del af den trup, der var med til at få Vejle op i Superligaen.

Utaka er det mest kendte navn af de tre spillere, da nigerianeren i flere sæsoner scorede mange mål for OB i Superligaen.

Jacob Krüger, teknisk chef i Vejle, fortæller, at det på forhånd var aftalt med Utaka, at angriberen skulle hjælpe Vejle med at løse en opgave på den korte bane.

- Utaka fik ikke den spilletid, som han på forhånd havde forventet, men hans professionelle tilgang til træning og kamp har der ikke været en finger at sætte på.

- Peter har prøvet meget i en lang karriere, og han hjalp truppen især uden for banen i den svære periode tidligere på foråret.

- Utaka skal anerkendes for at være del af den trup, der sikrede oprykningen, siger Krüger til klubbens hjemmeside.

Hvad fremtiden byder for Arshakyan og Ritter er endnu uvis, mens Vejle forventer, at Utaka fortsætter karrieren i Japan.

Utaka debuterede mod Thisted 2. marts og spillede afskedskamp mod Thisted 20. maj. I alt blev det til seks kampe i Vejle.

/ritzau/