De 1,2 milliarder katolikker verden over får måske en ny pave lidt før end forventet.
Vatikanet oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der er mulighed for at få valgt en ny pave før 15. marts.
Det er ellers den dato, Vatikanet tidligere selv har sat for den næste såkaldte konklave. Her har 117 kardinaler stemmeret i valget af det næste katolske overhoved.
Den eneste betingelse for at få valgt pave Benedikt XVI's efterfølger er, at "nok af kardinalerne er til stede i Rom", lyder det fra Vatikanets talsmand Federico Lombardi.
Dermed åbner Vatikanet op for muligheden for at sætte fart på processen med at få valgt den næste pave, som efter planen skal være tiltrådt inden påskehøjtiden.
Forklaringen lyder, at omstændighederne er anderledes denne gang, fordi der ikke er tale om en død pave, men derimod om en pave, der selv har trukket sig fra posten.
Pave Benedikt XVI overraskede alt og alle, da han mandag i en tale i Vatikanet på latinsk bebudede, at han træder tilbage. Selv den nærmeste inderkreds var ikke klar over den 85-årige paves planer om at gå på pension 28. februar.
Efter sin afgang vil den tidligere pave flytte til en sommerresidens, Castel Gandolfo, nær Rom. Herefter vil han bosætte sig i et kloster på vatikansk grund, som først skal renoveres. Her vil paven ifølge sin talsmand bruge sin pensionisttilværelse på bøn og meditation.
/ritzau/