Mandag starter FN's klimatopmøde i København - men allerede før mødestart 'håber' en af verdens førende klima-eksperter, amerikaneren James Hansen, at mødet ender i den rene fiasko. Hvorfor det?

Fordi han mener, at ambitionerne er for små og at en politisk aftale kan blive så 'mudret' og uklar, at det vil være mere 'rent' med et sammenbrud, så man skal starte forfra.

Har han ret i det?

I den bedste af alle verdener - ja. Så er det selvfølgelig bedst med en juridisk bindende aftale, der får alle verdens lande til at opføre sig lige efter bogen. Men sådan er det ikke i virkelighedens verden.

Her er det kompromis'ernes kompromis, der hersker.

Hvad vil være succes og hvad vil være fiasko?

Ingen aftale vil være en klar fiasko. Det betyder dog omvendt ikke, at en aftale vil være en succes.

Statslederne vil selvfølgelig udlægge den som en succes, mens klima-entusiaster på den ene side vil kalde den for tandløs. Og klima-skeptikere vil se det som den rene kommunisme.

Hvor er de store knaster?

Den største knast er at få USA med på en aftale - er de ikke med, er der ingen aftale. Og selvom præsident Obama gerne vil, må han indse, at han ikke er herre i eget hus. Han er helt afhængig af de ældre, for ikke at sige gamle, mænd i det amerikanske Senat, der skal udsættes for noget nær moderat fysisk pres for at gå med på en klimadagsorden. Kan han ikke overbevise dem, kan han ikke rokke med ørerne i København.

Anden store knast er, at at få kineserne med. Kina er det land, der udleder mest CO2 - og den vækst, der er i kinesisk økonomi, betyder endnu mere CO2. Derfor skal Kina sige ja til at skære voldsomt - de skal øge deres vækst,men ikke deres CO2. Det kan man kun ved at lave drastiske nedskæringer i CO2-udslippet.

Det bliver svært - til gengæld er succes'en nærmere i hus, hvis USA og Kina bliver enige. Så er der en aftale.

Og så er der de fattigste lande. Her er et dilemma mellem rigdom og CO2. Skal de blive rige, skal de gøre det uden at øge deres CO2-forbrug - de skal kort sagt ikke gøre som vi i de rige lande har gjort.

Og endelig, hvis der laves en aftale, skal det også aftales, hvordan man sikrer at målene bliver overholdt. Det er ikke noget, selvstændige stater er meget for at overlade til internationale organisationer som FN.

Er det sandsynligt med en aftale i København?

I en eller anden form, ja. Når så mange lande møder op, har de på forhånd signaleret en intersse i at nå en aftale. Meget kan gå galt - og i de kommende uger vil ordet 'sammenbrud' bliver luftet igen og igen.

Det kan være tegn på reelt sammenbrud - det kan også være en del af den stillingskrig, som altid indtræffer når man er så tæt på målet som nu.

Hvad er det for nogle begreber, vi vil blive fyldt med de næste to uger?

Der er flere. CO2 kender vi ligesom. Og der er to ting omkring CO2, som vil blive drøftet: Dels at de rige landes CO2-udledning skal 'toppe' indenfor de kommende år - hvilket betyder at den derefter skal reduceres. Og dels skal man diskutere, hvor meget CO2-udslippet skal være faldet i 2050.

Det sidste lyder lettere end det første?

Det er det også rent realpolitisk, for det er det første, der gør ondt her og nu. Og der er stor forskel på offerviljen: USA vil skære med 4 procent i 2020 - mens et fattigt land som Indien mener, at de rige lande skal skære med 40 procent.

På den helt hjemlige scene er der nu uenighed i Venstres gruppe om klima-kravene, hvor en gruppe mener, at den personlige frihed bliver krænket, hvis private huse skal energimærkes. Får det indflydelse på topmødet?

Nej. Den diskussion forbliver på Christiansborg. Den når aldrig ud til Bella Center.