Bestyrelsesformanden for Skandinaviens store flyselskab SAS, Carsten Dilling, afslører under en rundbordssamtale overfor Børsen, at han under coronakrisen har haft søvnløse nætter.
Stillet direkte overfor spørgsmålet om SAS kunne være gået konkurs er svaret klart:
- Ja, det kunne vi da!
Han tilføjer, at coronakrisen har været præget af mange åbne spørgsmål og ringe gennemsigtighed for SAS’ ledelse.
Ifølge Børsen viser en opgørelse fra Sydbank, at SAS har modtaget det der svarer til syv milliarder danske kroner, som enten kapital, lån eller lånegarantier fra hovedaktionærerne Danmark og Sverige.
Carsten Dilling. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix/arkiv)
Det var især i efteråret 2020, at Carsten Dilling lå vågen om natten. Her advarede SAS flere gange skriftligt omverden om, at der manglede accept fra kreditorerne af en kompleks redningsproces. Kom accepten ikke var der risisko for konkurs.
Krisen blev afværget, da blandt andet både Danmark og Sverige øgede ejerandelen til hver knap 22 procent.
- Ingen af staterne ønskede, at SAS skulle blive dominerende statsejet. Det var meget vigtigt at få lavet en samlet rekapitalisering, hvor der også var låneelementer og andre elementer, så vi kunne gå ud til hele aktionærkredsen – vi er jo et normalt, børsnoteret selskab med mange private aktionærer – og få dem til at stille op ved siden af staterne. Vi er ret stolte af, at vi ikke fik smadret og udvandet de øvrige aktionærer, siger Carsten Dilling.