Var kun iført strømper: Par dyrkede sex på p-plads

Krimi
Parret havde tilsyneladende ikke tålmodighed nok til at finde en seng. De får nu en bøde for blufærdighedskrænkelse. (Foto: Modelfoto: Shutterstock/Ritzau Scanpix)

27-årig mand og en 41-årig kvinde dyrkede sex på parkeringsplads midt i Vejle.

Midt på eftermiddagen søndag blev det hedt et sted i Trekantsområdet. Her fandt et par ud af, at de var så tiltrukket af hinanden, at de måtte dyrke sex på stedet.

Og stedet blev så parkeringspladsen ved Gunhilds Plads i Vejle.

Her var parret så optagede af hinanden, at de ikke lod sig forstyrre af forbipasserende, fortæller vicepolitiinspektør Mikkel Ross fra Patruljecenter Midt i Vejle til Vejle Amts Folkeblad.

Det var først ved politiets mellemkomst, at akten blev stoppet:

- Ved patruljens ankomst lå manden ovenpå kvinden og havde vaginalt samleje. De fortsatte ufortrødent, indtil patruljen råbte dem an og bad dem om at iføre sig tøj. På det tidspunkt var manden ifølge Vejle Amts Folkeblad kun iført strømper.

Ifølge avisen var det lystne par en 27-årig mand fra Børkop og en 41-årig kvinde fra Vejle. De blev begge sigtet for blufærdighedskrænkelse og vil få en bøde.