Der opstod vild panik, da en sort VW Passat søndag formiddag ved 11-tiden i fuld fart kørte ind over p-pladsen ved Lidl i Storegade i Esbjerg.
Det skriver JydskeVestkysten.
Flere handlende måtte springe for livet, beretter Sydjyllands Politi.
- Vi har en patrulje, der kører ad Storegade ind mod byen. Den bliver opmærksom på den sorte Passat, der kører ad Storegade ud ad byen, og pludselig gasser den voldsomt op og kører ind over parkeringspladsen. Vi har talt med flere personer, der måtte springe for livet, udtaler vagthavende Ole Aamann til jv.dk.
Personerne, der var i bilen, efterlod bilen et stykke derfra og forsvandt. Politiet har en formodning om, hvem der kørte bilen.
Har man været vidne til hændelsen, eller har man oplysninger i sagen, bedes man kontakte Sydjyllands Politi på telefon 114.