Den vanskelige Venstre-kvinde Marion Pedersen, der stejler på forslaget om at skrotte biler, og dermed truer VKO's snævre finanslovsflertal, var ikke til at se, da partiets folketingsgruppe gik ind til gruppemøde.
Men flere af partiets topfolk forsøgte at nedtone uenigheden i partiet, hvor man igen er rendt ind i problemer med at få hele gruppen rettet ind, så der bliver stemt for finansloven.
"Jeg tror ikke, at finansloven er i fare. Vi skal nok få et godt kassebudget for næste år. Det er sådan med et finanslovsforslag, at der er spørgsmål til teksten, og det har Marion, så det må vi svare hende på," sagde gruppeformand Kristian Jensen, da han kort stoppede op og kommenterede på den interne splid i partiet.
Det er finansminister Claus Hjort Frederiksen, som enten skal svinge med pisken eller lokke med guleroden, når Marion Pedersen skal rettes ind, så hun stiller en stol i døren for finansloven, der også i sidste uge blev ramt af krisestemning, da Britta Schall Holberg skabte sved på panden i partiets topledelse.
Finansministeren er dog fortrøstningsfuld.
"Marion Pedersen har sendt mig et brev, hvor hun stiller spørgsmål. Nu skal jeg så tale med hende, og der er ikke problemer," sagde Claus Hjort Frederiksen.