Pakistans vælgere har talt. Og deres budskab er ikke et, landets præsident kan lide.
De foreløbige optællinger efter mandagens parlamentsvalg viser, at præsident Pervez Musharrafs støtteparti har fået en ordentlig vælgerlussing. De to største oppositionspartier får et stort flertal og vil kunne danne regering sammen, hvis de kan blive enige.
Valget har været kritiseret for valgfusk og voldelige optøjer, men de foreløbige optællinger ser ud til at stemme overens med de meningsmålinger, der blev lavet op til valget.
»Ud med Musharraf«
Oppositionslederen Nawaz Sharif har gennem hele valgkampen tordnet mod Pervez Musharraf, som kom til magten ved et kup. I går klarede Sharifs parti sig endnu bedre end ventet.
»Præsident Musharraf har sagt, at når folket ønskede det, ville han gå af. Nu har folket sagt, hvad det vil have,« sagde Sharif i går og opfordrede oppositionen til at arbejde sammen og »befri Pakistan for diktaturet«.
En talsmand for Musharraf kaldte det i går »langt ude« at præsidenten skulle gå af på grund af valgresultatet.
Svært ved at enes
Den danske Pakistan-ekspert Stig Toft Madsen advarer imod at fortolke resultatet som enden på Musharrafs styre.
»Der kan ske meget på baggrund af det her resultat, og jeg tror, der vil gå flere uger, inden en regering er på plads. De to store oppositionspartier er traditionelt rivaler, og spørgsmålet er, om de overhovedet kan finde sammen. Men der er ingen tvivl om, at resultatet er et kæmpe slag i ansigtet på Musharraf og hans politik,« siger Stig Toft Madsen, der er seniorforsker ved Nordisk Institut for Asienstudier.
Præsident Musharraf var ikke den eneste, der led nederlag ved valget i verdens næststørste muslimske stat. De islamistiske partier i Pakistans grænseregioner klarede sig langt dårligere end ved seneste valg i 2002.