Samtidig med at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på arbejdernes kampdag skal stå over for de vælgere, der giver Socialdemokraterne historisk dårlige meningsmålinger, kan beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) sole sig i både vælgernes og partikammeraternes opbakning.
I en Megafonmåling foretaget for Politiken og TV2 distancerer Mette Frederiksen klart både Thorning og flere andre socialdemokratiske topfigurer på spørgsmålet om, hvem der kan føre Socialdemokratiet til fremgang efter et valg.
Også når det gælder om at være bedst i overensstemmelse med partiets kerneværdier, er hun topscorer i målingen.
I disse to spørgsmål havner Thorning-Schmidt langt nede på listen. Både i det generelle vælgerkorps og blandt de socialdemokratiske vælgere.
- Målingen viser, at Mette Frederiksen har et godt udgangspunkt både i og uden for partiet, hvis hun skulle ønske at blive formand, siger Rune Stubager, lektor i statskundskab på Aarhus Universitet, til Politiken.
- Hun har formået at signalere, at hun måske ville stå for en anden politik end den, der i øjeblikket er yderst upopulær.
Det er imidlertid ikke bare vælgerkorpset, der lige nu anser Mette Frederiksen for at være det stærkeste kort til at efterfølge Helle Thorning-Schmidt.
Politiken har talt med en række fremtrædende socialdemokratiske kilder, og de mener, at Mette Frederiksen i dag må regnes for storfavorit til at blive Socialdemokratiets næste formand.
Frederiksen, der i årevis gik for at være en venstreorienteret socialdemokrat, har i sin ministertid landet flere brede forlig med de borgerlige partier.
Den socialdemokratiske veteran Ritt Bjerregaard spillede en vis rolle i begyndelsen af Thorning-Schmidts karriere. Bjerregaard deler vurderingen af, at Mette Frederiksen står bomstærkt:
- Man gør jo altid en politiker en bjørnetjeneste, hvis man udnævner dem til kronprins eller kronprinsesse i et parti, men man må sige, at Mette Frederiksen står særdeles stærkt og vil blive en fremragende formand.
Mette Frederiksen selv understreger, at hun "står fuldt ud bag Helle Thorning-Schmidt som vores statsminister og formand".
/ritzau/