Ritzau
Opdateret kl. 23:26
Efter et ægte drama i Nyborg ved kommunalvalget i 2013 ser det med tirsdagens valg umiddelbart enkelt og udramatisk ud.
Venstre med borgmester Kenneth Muhs får absolut flertal med 13 mandater i byrådet, der har 25 pladser. Partiet går fire mandater frem.
Muhs har været borgmester siden 2014.
Ved valget for fire år siden stod Socialdemokratiet som vinder med 11 mandater mod Venstres 9. Men socialdemokraten Jan Reimer Christiansen valgte at skifte til Venstre, da han følte sig sat uden for indflydelse.
Så gik borgmesterposten til Venstre.
Jan Reimer Christiansens skifte skabte stor ballade i kommunen, og omkring 1000 vrede borgere mødte op, da byrådet skulle konstitueres.
Balladen i Nyborg var ikke slut med partihopperen. Tidligere på året beskyldte socialdemokraten Sonja Marie Jensen mandlige kolleger i byrådet for sexchikane.
Sonja Marie Jensen var nummer to på sit partis liste.
Venstre var i valgforbund med De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
Kommunens næststørste parti, Socialdemokratiet, var i valgforbund med SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet. Hverken Alternativet eller SF ville dog pege klart på socialdemokraten Vibeke Ejlertsen som borgmester.
Ud over Venstre får Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti pladser i byrådet i Nyborg.
Socialdemokratiet går tilbage med to til i alt ni mandater. Dansk Folkeparti går et mandat tilbage to pladser i byrådet, mens Enhedslisten mister partiets eneste mandat i byrådet.
Valgdeltagelsen i Nyborg blev 77,7 procent.
Venstre har også sikret sig absolut flertal i Morsø og Lemvig.
/ritzau/