Skatterne skal ned, så danske virksomheder får bedre konkurrenceevne og skaber flere job.
Sådan lyder opskriften fra Venstres politiske ordfører Elen Trane Nørby, fordi dansk konkurrenceevne stadig svækkes ifølge tal fra den internationale organisation World Economic Forum (WEF).
- Vi skal ikke sætte skatter og afgifter op, som regeringen har gjort sammen med Enhedslisten. Den har indført særlige byrder på klimaområdet.
- Regeringens ny klimarapport er et rædselskatalog, der hæmmer produktionen og arbejdspladserne i Danmark. Derfor skal man tage WEF's rapport alvorligt, siger Ellen Trane Nørby.
Venstre vil sænke skatter og skabe flere job. Derfor tilbyder de borgerlige partier regeringen en blå finanslov med job i centrum, påpeger hun.
- Vi kan forhåbentlig fremrykke nogle initiativer, vi vedtog i vækstpakken, så de ikke først træder i kraft fra 2015, siger Ellen Trane Nørby.
Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsens (S) vil skabe mere konkurrence ved at afskaffe apotekermonopolet og sikre flere varer på hylderne i supermarkederne, siger han til Information.
Produktivitetskommissionen har peget på, at større konkurrence skaber øget produktivitet. Henrik Sass Larsen er enig, men Ellen Trane Nørby er skeptisk, selv om hans melodi passer til finansminister Bjarne Corydons (S) støtte til konkurrencestaten.
- Nu hilser Henrik Sass Larsen nogle tilfælde af konkurrence velkommen, som Socialdemokraterne før har været arge modstandere af. Nu kommer små, positive pip. Det er ikke tilstrækkeligt, fordi det kommer alt for sent, siger Ellen Trane Nørby.
Regeringen har femdoblet NOx-afgiften på kvælstoffiltre og overimplementeret EU-krav, så danske virksomheder stilles sværere end udenlandske konkurrenter, mener hun.
/ritzau/